-
Psykologforening politianmeldte mand, der kaldte sig psykolog på falsk grundlag: »Det overgår min vildeste fantasi«
Источник: BDK Borsnyt / 16 авг 2025 07:40:56 America/Los_Angeles
Dea Seidenfaden er »rystet« og »vred«. Hun kalder sagen »grotesk« og »frygtelig«. Forpersonen for Dansk Psykolog Forening har nemlig slet ikke haft fantasi til at forestille sig en situation som den, man fik nys om før sommerferien: En dansk mand i 40erne har på falsk grundlag udgivet sig for at være psykolog og været ansat til at behandle psykisk syge mennesker. Som Berlingske kunne fortælle fredag, var manden ansat i retspsykiatrien ved Region Hovedstadens afdeling Sct. Hans i Roskilde. Patienter i retspsykiatrien har forskellige psykiske sygdomme. Afdelingen kalder sig for Region Hovedstadens »retspsykiatriske ekspertfunktion« og modtager patienter, der kræver »særlig ekspertise«. Da man i Region Hovedstadens Psykiatri opdagede sagens rette sammenhæng, politianmeldte man manden og orienterede alle mandens patienter og deres pårørende. »Det er en meget usædvanlig sag. Den overgår min vildeste fantasi,« siger Dea Seidenfaden. Et frygteligt svindelnummer Dansk Psykolog Forening har ikke viden om lignende sager af denne karakter i nyere tid. »Det er en fuldstændig grotesk sag. Jeg er virkelig rystet og vred over det svindelnummer. At han har påstået, at han er psykolog, og at han har set patienter, sårbare mennesker og pårørende ude i systemet, er frygteligt,« siger Dea Seidenfaden. Det var kort før sommerferien, psykologforeningen blev opmærksom på sagen. Det viste sig, at manden var medlem af foreningen. Hvordan har det været muligt for denne mand at være medlem af Dansk Psykolog Forening uden at være psykolog? »Vi er jo en fagforening for psykologer og psykologistuderende. Når vi indmelder medlemmer, skriver de under på en tro-og love-erklæring på, at de er uddannede psykologer eller indskrevet på psykologistudiet. Den tro-og-love-erklæring har vedkommende også skrevet under på,« siger forpersonen. Men da psykolog er en beskyttet titel, er manden både blevet meldt ud og politianmeldt af foreningen. Hvorfor er det kun psykologer, der må kalde sig psykolog og behandle patienter som psykolog? »Fordi det er helt vildt vigtigt, når man sidder som patient eller klient eller borger over for en psykolog, at man kan være 100 procent sikker på, at den person, man sidder overfor, har de rette kvalifikationer, den rette uddannelse, den rette supervision og den rette træning til at kunne hjælpe med de problemer, som man har brug for hjælp til.« Berlingske har set et eksamensbevis fra Københavns Universitet, hvor det ser ud, som om manden havde fået en kandidatgrad i psykologi. Ifølge Berlingskes oplysninger er det dog et falsum. Direkte adspurgt afviser Københavns Universitet, at manden har opnået en kandidatgrad fra universitetet. Ny ordning på vej Den 1. januar 2026 træder en ny lov for psykologer i kraft. Der er tale om en ny »autorisations- og tilsynsordning,« som man ifølge Dea Seidenfaden har presset på for i Dansk Psykolog Forening og som fremover vil kunne bremse lignende tilfælde som den fra Region Hovedstaden »Gennem mange år har vi kæmpet for at få et bedre tilsynssystem, hvor alle psykologer er autoriserede og under tilsyn. Det sker nu, hvor psykologerne bliver sundhedsautoriserede fra 1. januar, og det er netop for at kunne skabe den her ekstra sikkerhed for borgere og patienter, men også psykologernes retssikkerhed,« fortæller hun. Når ordningen er fuldt indfaset, hvilket kan tage tre år, må man kun kalde sig psykolog, hvis man er godkendt til det af Styrelsen for Patientsikkerhed. Således vil alle psykologer komme under tilsyn og blive en del af autorisationsregisteret, som blandt andre læger og sygeplejersker er det i dag. »På den måde kan man som patient være sikker på, at når man opsøger behandling hos en psykolog, så er vedkommende også autoriseret med alt det, der knytter sig til det af faglighed, tilsyn og klageadgang. Og borgere såvel som arbejdspladser vil kunne slå psykologer op i autorisationsregisteret.« En bevidst provokation Manden ønsker ikke at stå frem med navn, og Berlingske har valgt at anonymisere ham, da han ikke er dømt. Han erkender i en mail til Berlingske at have forfalsket et eksamensbevis fra Københavns Universitet. Men påstår, at han både har en bachelor- og kandidatuddannelse fra internationale universiteter. Dette har han dog ikke fremlagt dokumentation for over for Berlingske. Han skriver desuden til Berlingske, at han ikke har lagt skjul på sin uddannelsesmæssige baggrund over for Region Hovedstaden. Han skriver, at han har fremvist originale dokumenter til ansættelsessamtaler og senere diskuteret »muligheden for at konvertere de udenlandske studier og specialiseringer til danske standarder« med ledelsen. Han mener, at det er »ledelsens ansvar at påbegynde ansættelsen uden at have haft en dialog med mig som ansat om nuanceringen af dette.« Manden erkender, at det er strafbart at ændre og fabrikere eksamensbeviser og påtager sig »det fulde ansvar.« »Det er et politisk statement, en bevidst provokation, som ledelsen retmæssigt har anmeldt, og som jeg som tidligere ansat påtager mig ansvaret for gennem de retslige instanser,« skriver manden i svaret. https://www.berlingske.dk/politik/psykologforening-politianmeldte-mand-der-kaldte-sig-psykolog-paa-falsk